KAN DET BETALE SIG?

Af Martin Schwartz, 2008
Dimmitend fra Rudolf Steiner-Skolen i Odense, 1994

"Har du nogensinde haft brug for at kunne flette de der tåbelige pilekurve? Og hvor meningsfyldt er det lige at hamre løs på en sten? For ærlig talt, hvad skal man bruge det til?"

Jo, der er skam noget at svare på, når man bliver inviteret tilbage til sin gamle skole for at snakke med overbygningens elever om sine erfaringer med en steiner baggrund. Som tidligere elev er der en god portion nostalgi i at høre sine egne tanker fra dengang blive gengivet af skolens nuværende elever. Alligevel kan det godt være svært helt at forstå de unges modvilje over for eurytmi, batikfarvning og stenhugning, for hvorfor nyder de det ikke bare? Manner … det gad jeg da godt få lov til igen! Men, nå ja, minder de mig om, det er jo fordi, man ikke kan bruge det til noget. Sikkert ikke, men vi går jo heller ikke til kajakroning eller spiller skak, fordi vi nødvendigvis skal bruge det til noget, men fordi det er med til at stimulere os som mennesker. Og hvis vi er rigtig heldige, kan det endda være, at det samarbejde vi lærer med de andre roere i kajakken kan overføres til noget på vores arbejdsplads.

Også jeg brugte en del af min tid i overbygningen på at fundere over, hvorvidt det nu kunne betale sig at gå på steinerskole. Man fik jo ikke engang karakter….og vidnesbyrdet?...ja, det var vel omtrent lige så meget værd, som det minikørekort man kunne få i Legoland. Men måske er det bare sådan man tænker som ungt menneske? Hvad jeg laver i min fritid, betyder ikke så meget, men arbejde og skoletid; det skal kunne betale sig. Jovist, men betale sig i forhold til hvad? I forhold til at bruge mindst mulig tid på at blive uddannet eller i forhold til at opleve nye spændende muligheder med sit liv? Hovedvejen er jo som bekendt ikke altid den smukkeste.

Min egen vej efter 12. klasse gik via de mange små biveje. Først arbejdede jeg et år på museum og efterfølgende tog jeg til München for at lære det tysk, jeg aldrig havde lært i skolen (og det var bestemt ikke min tysklærers skyld). Dernæst tog jeg en fuld HF på VUC i Odense; i øvrigt et sted, hvor også alle de gymnasieelever gik, som nu ville en anden retning end den, de var blevet rettet ind efter på enten deres sproglige eller naturvidenskabelige linje. Modsat dem, vidste jeg ikke rigtigt, hvor god eller dårlig jeg var til det faglige, for jeg havde jo ingen karakterer at holde op mod deres. Til gengæld var de sjovt nok meget bevidste om, at de enten var præcis 10 gode til det ene eller 05 dårlige til det andet. Man havde sågar regnet deres gennemsnitlige viden ud.

Jeg, derimod, havde blot et vidnesbyrd, hvori der stod noget om, at jeg til tider arbejdede selvstændigt med mine periodehæfter og at dette var en god ting. Så den arbejdsform fortsatte jeg med på HF (altså, ikke periodehæfter), hvilket viste sig at være en frugtbar læringsmetode. Da jeg fik mit eksamensbevis var det med et gennemsnit, der gjorde mig i stand til at komme ind på hvilken som helst uddannelse, jeg ville.

Jeg valgte Film- & Medievidenskab på Københavns Universitet, og så kunne det nok være, at pilefletning var taget af skemaet. Til gengæld fik jeg en række andre fag, hvor det var mindst lige så svært umiddelbart at gennemskue relevansen af pensum. Hvad skulle jeg eksempelvis bruge ’medieanalyse i et kognitivt perspektiv’ til, når nu jeg bare gerne ville ud at lave noget praktisk mediehåndværk? Jeg lærte en masse og valgte at glemme en masse igen, for det stod efterhånden mere og mere klart for mig, at uddannelse ikke handler om at blive en sleben diamant. Ingen af de jobannoncer, jeg siden har læst, har efterspurgt en Cand. mag i Medievidenskab, men derimod en person, som ”hurtigt kan sætte sig ind i nyt stofområde og på en kreativ og konstruktiv måde håndtere nye udfordringer.”

I dag arbejder jeg som freelance konsulent inden for visuelt design og kommunikation. I de job, jeg har haft, har jeg aldrig skullet vise hverken vidnesbyrd eller karakterer; derimod har jeg igen og igen skullet demonstrere, at jeg som menneske formår at udfolde lige præcis de kvaliteter, jeg har at tilbyde. Jeg tror, at mange af de kvaliteter er blevet grundlagt, da jeg gik på Steinerskolen, for det er påfaldende at så mange med samme skolebaggrund også har dem. Og tro mig, det er en væsentlig årsag til, at så mange steinerelever klarer sig rigtig godt herude!

PS: Det er sjovt at lave eurytmi, når man går i byen!

Mød Martin Schwartz anno 2014

background image
Kontakt