PLASTICERING, SKULPTUR
OG STENHUGNING

-fra bivoks til granit

Januar 2014

I marts måned går 3. videregående i gang med faget stenhugning. Måske er det stadig hamrende kold vinter eller silende regn, men så må vi ruste os med huer, handsker og regnslag, for vi arbejder ude i den frie luft , hvor vi skal gennemføre en styrke- og viljesprøve overfor et særdeles genstridigt og modstandsdygtigt materiale.

Målet er at forvandle stenens naturgivne form til en skulpturel form. Vi skal med andre ord flytte formen fra det, de geologiske processer har skabt, til det, som stenhuggerens vilje og ånd kan skabe. Det er forvandling fra natur til kultur.

Undervejs i processen bliver viljesstyrke, beslutsomhed, stillingtagen, vurdering og afvejning af muligheder øvet og udfordret. Det man med et fagudtryk kalder ”beslutningskompetence.”
Ved håndværksmæssigt og kunstnerisk arbejde møder vi den afbalancerede vekselvirkning mellem viljesudfoldelse og tænksom overvejelse. I dette spændingsfelt bliver sansen for kvalitet og følelsen for den præcise kunstneriske formulering udviklet og finjusteret.

Denne type øvelse kommer ikke først i spil i 3. videregående. Eleverne har mødt den utallige gange i hele deres skoletid i de kunstneriske, skulpturelle og formmæssige opgaver på de forskellige klassetrin.

Nedenfor kommer nogle eksempler på elevernes arbejde med formens problemer og den modstand materialerne giver.

Når en elev i 1. klasse får en klump bivoks i hånden og skal forme en frø eller en prins, vil den første vanskelighed ofte være at få det hårde og genstridige voks gjort formbart. Mens der arbejdes med bivokset bliver det efterhånden varmt, og så går det meget lettere. Nu gælder det øvelsen med at få form på sagen. Heldigvis er bivoks et venligt materiale, som er modtageligt, farverigt og velduftende.

Når en elev i 5. klasse får en klump køligt ler i hånden for at forme en mus eller en elefant, vil det ofte være vanskeligt at bibeholde den rigtige fugtighedsbalance i leret. Mens der arbejdes med leret, bliver det nemlig tørt, og så bliver det meget vanskeligere. Ørerne, stødtænderne og snablen kan let brække af, og vil hurtigt vise sig hvis man ikke har de håndværksmæssige erfaringer og formår at holdet leret fugtigt nok. Læringsprocessen består i at de fejl, man begår overfor materialet, fører til en hurtig og saglig respons fra materialet selv.

Når en elev i 9. klasse sidder ved sparkeskiven og forsøger at få form på en skål, vil den rigtige balance mellem skivens hastighed, mængden af lerslikker, hændernes placering og tryk på skålens sider høre til blandt nogle af udfordringerne. Alene det, at få lerklumpen centreret på skiven, at få den til at rotere præcis i midten, og at få ens egne hænder og ikke materialet til at bestemme formen, er en kæmpe udfordring. Kun øvelse gør mester.

Når en elev i 2. videregående skal forme et menneskehoved ud af en klump stentøjsler på godt 12 kg kan alene størrelsen af klumpen og vægten af leret byde på vanskeligheder, der skal overvindes. På dette klassetrin har eleverne dog efterhånden fået et solidt materialekendskab, og derfor varer det ikke længe, inden eleverne kan udfolde sig lige så frit og ubundne, som da de var elever i 1. klasse og arbejdede med bivoks.

Efter at den rå grundform er dannet, kan den videre form fremskabes ved at lægge ler på eller tage ler af på de rette steder.

Skulptøren kan herefter koncentrere sig om det helt afgørende og betydningsfulde arbejde med at give skulpturen et overbevisende udtryk, for leret kan ændre sit formudtryk ned til mindste deltalje. Så længe fugtighedsbalancen er i orden, er leret smidigt og modtageligt.  

En af de sidste skulpturelle opgaver eleverne møder på skolen er stenhugningsperioden. Her møder de et materiale, hvor der ikke er mulighed for rettelser eller tilbagetog. Både beslutsomhed og viljesstyrke skal vise sin styrke nu. På forhånd kan det virke umuligt at forvandle en forestilling i tanken til en konkret form i granitten. Men hvis kampen med hammer og mejsel lykkes og både en skulptur og en skulptør (billedhugger) bliver skabt, kan der næppe være opgaver i fremtiden, som kan være for hårde og vanskelige at overvinde.

Her indledes flækning af en granitblok med sporjern for at få to blokke til sokler.

Af tidligere lærer: Poul Erik Black                

Se også billeder fra andre håndværk her