Skip to main content

Translokationstale til årets studenter 2025

- af rektor Morten Birk

Kære smukke unge mennesker

Nogle af jer så jeg første gang, da I gik i 9. klasse, og andre af jer så jeg første gang, da I besøgte skolen for at starte i Steiner HF. For jer alle – hver især – har det været så motiverende og en fornøjelse at følge jer og se, hvordan I har udviklet jer og er vokset med de udfordringer og opgaver, I har haft på skolen.

Det er forskelligt for jer hver især, hvad I har oplevet som svært og udfordrende – for I er forskellige og unikke. Jeg kan se, at I alle har udviklet jer. At få bevidsthed om – eller blot en erfaret oplevelse af – egne udfordringer, og derefter tage livtag med det svære og overvinde det, er det, vi forstår som ”at lære at lære”.

Processen går gennem følelse, tanke og vilje – altså at opleve, føle og erfare, at noget er svært, at tænke over det og udvide sin bevidsthed, og derefter bruge viljen til at forandre. Det er en proces, hver af jer har været igennem mange gange i jeres uddannelse – eller rettere dannelse – på Steiner HF. Det er dét, der har givet jer karakter. Det er derfor, jeg kan se på hver af jer, at I er forandrede og et andet sted i dag, end da I startede.

Nu er I flyveklare til at fortsætte jeres rejse på egen hånd. I forlader skolen med langt mere, end I måske selv er klar over lige nu. I er livsduelige mennesker med et solidt afsæt i jer selv. I har fået erfaringer – hver især – der gør jer i stand til at udvikle jer menneskeligt, kunstnerisk, håndværksmæssigt, musisk, kreativt, reflekterende og med empati og kærlighed. Kærlighed til jer selv, til hinanden og til den verden, I lever i. På den måde er I kommet tættere på jeres egen kerne som livsduelige unge mennesker. Og tro mig – der er brug for sådan nogle som jer!

Det er påvist, at eksamener og karakterræs flytter forbindelsen væk fra én selv og hen mod præstation og andres forventninger. Som kontrast til dét har I har forholdt jer til eksistentielle spørgsmål i mødet med Parzival (og Rikke 😊). I har malet selvportrætter, fordybet jer i jeres selvvalgte emner til årsopgaven, arbejdet med jeres kropslige udtryk i drama og eurytmi og fundet jeres eget kunstneriske udtryk i mange forskellige materialer. I har arbejdet med at udtrykke jer skriftligt og sprogligt på et akademisk niveau.

Alt dette har I gjort i en ungdomsuddannelse, der har turdet opstille et nyt paradigme for, hvad det vil sige at uddanne og danne et ungt menneske – til livet og til videregående uddannelse. Tak for tilliden – og tak fordi I har valgt Steiner HF.

I har et andet afsæt end mange andre unge, når I nu er færdige med jeres ungdomsuddannelse – og tro mig: ”Jeres palet er meget stor.”

Nu sagde jeg et nyt paradigme – for en skole, der er over 50 år gammel, og med en pædagogik, der er over 100 år gammel. Den pædagogiske impuls og det fokus, der findes i Steiner HF, repræsenterer meget af det, samfundet efterspørger – men uden selv at være i stand til at manifestere det - særligt indenfor ungdomsuddannelserne.

Efter min bedste overbevisning er vores generelle uddannelsessystem låst fast i et gammelt paradigme, der hører industrisamfundet til – med kontrolstyring, effektivitet og hastighed. Den form for dannelse skaber det, den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder "accelerationssamfundet", hvor vi udpiner både jorden og vores menneskelige ressourcer.

Derfor er der brug for nytænkning – og nytænkning kan sagtens tage udgangspunkt i en gammel impuls, som har været forud for sin tid. De menneskelige kompetencer, I tager med jer, kommer fra en anden forståelsesramme end den, det generelle ungdomsuddannelsessystem tilbyder.

I Grundtvigs sang ”Nu skal det åbenbares” (som jeg gerne vil have, vi synger efter min tale), er der en linje, hvor han siger:
"... og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær."

Forenklet kan vi sige: "Vi bliver ikke klogere på noget, før vi har haft det kært."

Alt det, I har haft "kært" sammen med hinanden, og alt det, I har haft "kært" i det, I har beskæftiget jer med på skolen, er netop dér, hvor jeres erkendelser er opstået, og hvor jeres udvikling er sket. Og vigtigst af alt: Det, vi har kært, er også dét, vi tager ansvar for.

Derfor håber jeg inderligt, at I vil elske jer selv, hinanden og verden, når I i morgen tager afsted fra skolen. Som jeg sagde før: Verden har brug for jer!

Verden har brug for unge mennesker med et veltunet kompas – til at skelne og være bevidste om egne evner til at forny og skabe sund og bæredygtig udvikling. I bevidstheden ligger en dybere forståelse og en passion for noget, vi har kært. Og med bevidsthed følger ansvar – ansvar for at berige verden med skønhed, kærlighed og empati.

Verden har brug for mennesker, der kan samskabe – løfte og udvikle sig sammen med andre. Det har I masser af erfaring med: fra orkester, drama og eurytmi, rejser, OSS, åben scene og meget mere.

Jeg både tror og håber, at I har oplevet, at Steiner-Skolen i Odense er jeres skole – og at I altid vil føle jer velkommen til julebasar, sommerfest, årsfremlæggelserne og alt det andet, der sker på skolen.

Selvom I tager afsted i morgen på en festdag, har I stadig jeres skole – og I er altid mere end velkomne.

Det er kontakten og relationen til jer unge, der giver mig motivation i mit arbejde – at opleve, hvordan I udvikler jer og vokser. Jeg ved, at mange af skolens ansatte har det på samme måde – både lærere og dem, der sidder på kontoret. Så jeg håber, det bliver et "på gensyn", når I stiger op på lastbilen i morgen – at I vender tilbage og besøger os.

Når jeg siger stort tillykke med jeres studenteruddannelse, betyder det, at vi sender jer afsted med stor lykke og kærlighed. Og som jeg sagde før: Jeg frydes over at se hver enkelt af jer blomstre og lyse. Jeg ser frem til at følge jer og høre, hvad I vælger i jeres liv.

Stort tillykke med jeres blomsterkrans i morgen – og stort tillykke med jeres palet af muligheder.

Jeg har tillid til jer.

 Translokationstale 2025 01

Translokationstale 2025 02